Tante Grethes julefrokost, anden omgang

Tante Grethes julefrokost, anden omgang

Der sidder man med sin flæskesteg, sin smør dryppende grønkålssalat, og sit rene, uskyldige hjerte, og så kommer det. "Skal du nu heller ikke have ris a la mande? Du bliver da helt syg af ikke at spise kulhydrater." Man smiler, tager endnu en bid flæskesvær, og tænker: jeg har lige spist mit kropsvægt i fedt og protein, og jeg har det fantastisk, mens du falder i søvn på sofaen klokken 15 med en mandelgave i skødet.

Frokoststuen, tirsdag klokken 12

Kollegaen med rugbrødsmadpakken kigger på din bøf med bearnaisesovs, som om du har smuglet den ind fra en anden tidsalder. "Er det ikke tungt at spise sådan hver dag?" spørger hun, mens hun selv er i gang med sin fjerde kop kaffe for at holde sig vågen efter formiddagens blodsukkerfald. Du siger bare, at du har det godt, og lader hende undre sig videre. Man behøver ikke forsvare sin mad ved hvert måltid, man skal bare spise den.

Du har i øvrigt taget rester med af gårsdagens flæskesteg med skysovs og grønkål, og den smager om noget bedre dagen efter, når svær og sky har fået lov at sætte sig ordentligt sammen natten over.

Familiemiddagen med fætter Michael

Fætter Michael, som har læst noget på internettet, vil gerne vide, om du ikke er bange for dit kolesteroltal. Du nævner roligt, at du faktisk får taget blodprøver jævnligt, og at de ser fine ud, hvorefter samtalen hurtigt bevæger sig videre til, hvem der vandt fodboldkampen i søndags. Det er som regel sådan, det ender. Nysgerrigheden fylder mest, lige indtil man svarer roligt og uden at blive defensiv.

Man behøver ikke overbevise nogen om noget som helst. Man skal bare have det godt med sin egen tallerken.

Fitnesscentret, hvor alle har en mening

Manden ved siden af dig på løbebåndet er overbevist om, at du besvimer, hvis du ikke spiser en banan hvert 45. minut. Du løber videre, uden hverken banan eller besvimelse, og tænker på, at din energi faktisk har været mere stabil, siden du droppede de skarpe blodsukkersving fra hurtige kulhydrater. Det er ikke noget, du behøver forklare ham, det er bare noget, din krop allerede ved.

Sommerfesten, hvor der ikke er noget til dig

Der er kartoffelsalat, franskbrød og lagkage, og præcis nul ting, du kan spise uden at tænke dig om. Du tager din egen kølertaske med, fyldt med noget, du selv har lavet, for eksempel en omgang kokosmakroner, og sætter dig ned med den, som om det er den mest normale ting i verden. For dig er det det.

Lufthavnen, hvor intet er lavet til dig

Kiosken har franskbrødsboller, chokoladebarer og en ensom pose nødder gemt bag kassen. Du vælger nødderne, tager en dyb indånding, og accepterer, at rejsedage sjældent er der, hvor keto-drømmen lever bedst. Det er helt fint. Én dag med lidt flere kulhydrater end normalt vælter ikke læsset, det gør derimod, hvis man lader én lufthavn definere hele ens tilgang.

Keto handler ikke om at forklare sig hele tiden. Det handler om at vide, hvad der virker for én selv, og lade resten af selskabet, familien, kollegaerne og manden på løbebåndet nyde deres egne valg i fred.